Lys i badeværelset

Badeværelset er et rum der kræver fleksibel belysning. Der skal være stemningsfyldt lys til afslapning og kraftigt lys, så du kan se dig ordentligt i spejlet. Det er vigtigt at vælge lamper som har giver en god farvegengivelse. En loftslampe eller downlights giver god generel belysning, og lamper rundt om spejlet giver godt arbejdslys. Flere små lyskilder spreder lyset bedre end få store. Lysdæmper giver dig mulighed for at skabe en afslappende stemning, når du ønsker det.

Fordi badeværelset er et vådrum er der strenge tekniske krav til belysningen i dette rum. Vand og elektricitet er en dårlig kombination, og derfor er der specielle sikkerhedskrav til afstanden mellem lamper og blandingsbatterierne i bruseren/badekarret. Disse regler skal sikre, at du ikke kommer i kontakt med strømførende dele, og at der ikke kommer vand i lamperne.

Badeværelse

Badeværelset er opdelt i 4 zoner, som defineres ud fra afstanden til vand.
IP indikerer tæthedsgraden af en lampe, hvor første ciffer er beskyttelse mod berøring eller indtrængen af støv og andet ciffer indikerer beskyttelse mod indtrængen af vand. Jo højere tal desto mere er lampen beskyttet.

Zone 0
Kun for lamper, som er beregnet for brug i et badekar eller svømmebassin, minimum IP 67 12 volt.

Zone 1
Kun for lamper forsynet med 12 volt fra en transformer, som er placeret i zone 3.

Zone 2
Lamper, som er minimum IP44.

Zone 3
Alle lamper, som opfylder normale standarder for lamper.