Lys i soveværelset

Soveværelset er lig med ro, afslapning og hygge. Det skal give dig en god start på dagen, samtidig med, at du skal kunne finde ting i skuffer i skabe. Det er derfor vigtigt at belysningen imødekommer de forskellige funktioner i soveværelset. 

Til generel belysning i rummet kan du bruge en loftslampe eller pendel. Lyset skal være skarpt nok til at du kan se til at gøre rent og finde ting. Hvis du har et stort soveværelse kan en lampe i loftet være for lidt. Løsningen kan være at supplere med downlights eller væglamper, som kan lyse krogene op. Det får også rummet til at virke større. Du kan også bruge spotskinner med hvidt glas, men det fungerer generelt bedst med flere forskellige typer belysning i et rum.  

Soveværelse

Lys ved sengen 

Lys på natbordet gør, at du har lys til for eksempel at læse i sengen, og gør det også lettere for dig at komme ud af sengen. Vi anbefaler som regel en bordlampe med skærm, da de giver et lunt og godt lys. Det er en god idé at kunne dæmpe lyset alt efter om du skal bruge det som læselys eller mere dæmpet lys at vågne til. En væglampe er også en god idé. Du kan enten have en enkelt væglampe på hver side af sengen, eller en dobbelt væglampe midt på væggen over sengen, hvor lyset kan styres i hver sin retning.

Lys ved TV’et

Hvis du har TV i soveværelset er det en god idé at sætte lys rundt om, for at mindske kontrasterne og skabe et bedre skærmbillede for øjnene at se på. Du kan for eksempel bruge spot der lyser på væggen bag TV’et eller en bordlampe ved siden af. Vælger du væglamper må de ikke lyse direkte på dig, for så virker de blændende i stedet for at give god belysning.